Broåbninger — også en mediebegivenhed på web
I disse dage er det 10 år siden, Øresundsforbindelsen blev indviet, og det kan være en anledning til at kigge lidt tilbage i medie- og webhistorien. Broindvielser har gennem tiden altid været genstand for store nationale begivenheder, og de er ofte blevet brugt til at vise det nyeste, samtidens medier kunne, fx blev der transmitteret i radioen, da Lillebæltsbroen blev indviet i 1935 (se mere herom i Erik Granly Jensens lille artikel “‘og nu, nu er broen åben’“, Magasinet Humaniora, nr. 1, 2007, 26-30).
Indvielsen af Øresundsforbindelsen 1. juli 2000 blev også i stort omfang behandlet i både radio og tv, således også i DR, men det var første gang, det nye webmedie blev brugt i forbindelse med en broindvielse.
Op til åbningen af Øresundsbroen lavede DR Nyheder Online et stort begivenhedsnetsted /oresund. I den pressemeddelelse, som blev udsendt i den forbindelse, nævnes det, at åbningsfestlighederne kan følges på både tv, radio og net — man kan 1. juli ”se den officielle åbning af Øresundsbroen direkte via en webcast” — og man kan på /oresund skrive ind med spørgsmål, hvoraf der udvælges nogen, som tages op i tv-programmet (men man kan også stadig skrive et brev til en postadresse). Netstedet hævdes desuden at gøre noget andet end alt den anden information om emnet, der findes på nettet: ”Den røde tråd er ’News You Can Use’ — informationer der ikke alene svarer på de normale journalistiske spørgsmål som hvem-hvad-hvor-og-hvornår noget foregår, men også hvordan kommer jeg derhen, hvor meget koster det, hvad kan jeg se o.s.v.” Og endelig fremhæves det, at der som noget nyt også er “produceret videoklip specielt til dette tema”, dvs. der er lavet videoklip udelukkende til web. Og pressemeddelelsen opsumerer afslutningsvis, hvad der derudover findes på /oresund: ”så er temaet også hjemsted for quiz, afstemninger og en debat, der opfordrer folk til at fortælle, hvad de vil bruge broen til. Med andre ord — et meget interaktivt tema, der involverer brugerne direkte.”
/oresund kan ses i det amerikanske internetarkiv.
Tilbage til bloggens forside.

